Michael Gervin, bor i Faxe. Jeg har brugt et arbejdsliv på at få elektronik og software til at snakke sammen — og på at finde ud af hvorfor de holder op med det.
Jeg startede som elektronikmekaniker i Søværnet og arbejdede med slæbeantenne-sonar — signaler gemt i støj, dengang fejlfinding foregik med oscilloskop og tålmodighed. Ikke så langt fra det jeg i dag roder med i SDR.
Siden blev det software: først teknisk chef hos internetudbyderen Image Scandinavia i de år, hvor nettet var nyt og alt var til forhandling, og senere integrationsspecialist hos Scala Danmark. De sidste mange år har jeg levet tæt på NemoQ — kø-systemer hos apoteker, kommuner og banker — hvor jeg har vedligeholdt, fejlfundet og efterhånden bygget mine egne værktøjer ovenpå.
Den røde tråd er den samme hele vejen: systemanalyse og fejlfinding ud fra fakta frem for fornemmelser, og en stædig insisteren på, at ting skal virke uden babysitting. Elektronik og software taler sjældent samme sprog — nogen skal oversætte, og det er som regel dér, jeg er endt.
Micom Data er min virksomhed, hvor jeg bygger FlexQ — et kø-system fra bunden i FastAPI og PostgreSQL. Ved siden af roder jeg med CNC og vacuumformning på værkstedet, homelab på Proxmox, og hvad der ellers fanger mig. Det meste ender på bloggen.
Til hverdag kører jeg Linux, sender OZ5JKL når der er tid, og slapper bedst af til en lang Mike Oldfield-koncert.
Fat i mig? michael@5jkl.dk